Ja … det bliver noget rod det her, men det skal jo passe til forfatteren, og det er nu engang sådan at du bliver til grin nede på den lokale hvis du starter dit nybyggeri med at bygge skorstenen og til sidst står og undrer dig over hvordan du skal få fundamentet ned under det færdigbyggede hus.
Så mit tilbageblik til halvemserne kommer nok lige til at tage et kig tilbage i firserne … Reglen er at når du kommer til et nummer så starter du nummeret og stopper det forrige, hvis du gerne vil høre det forrige færdigt så VENT MED AT LÆSE VIDERE
Jeg kan huske at jeg sad i video-stuen … jeg kan faktisk ikke huske at det var det det var … om det var mit værelse eller bare dagligstuen har jeg ingen annelse om, jeg kan huske at jeg sad dernede og så fjernsyn, og der så jeg ovenstående “børnetime” … jeg husker intet fra den udover sangen.
Meget af musikken fra dengang stammede fra TV, jeg kan huske dengang vi kun havde en TV Kanal og jeg kan huske at det meste af formiddagen var et prøvebillede. Men jeg kan tilgengæld huske at jeg glædede mig det mere til der var “fjernsyn for børn” … Anna og Lotte, Bamse og Kylling … og der var vidst også nogle af de helt gamle Kaj og Andrea, Ingrid og Lillebror … og så var der selvfølgelig de forskellige julekalender.
Bamse har altid både irriteret og facineret mig, han er jo totalt indbildsk og hård overfor kylingen, figurene var så basale som overhovedet muligt … jeg har aldrig været i tvivl om at der var en fyr indeni dukken .. jeg har dog altid, og til den dag idag, stadig ikke regnet ud om det er en stor-dreng eller en barnlig-mand der er inden i ham 
Jeg kan huske introen og mange af numrende, min favorit figur har altid været Aske der med sin musik har facineret mig, og han er også, hvis du spørger mig, den eneste grund til at det var Bamse og Kylling, fremfor Kaj og Andrea, Omsen og Momsen og alle de andre der overlevede. Den serie har 30 års jubilæum til næste år, den blev skabt i 1980, dog først på TV siden 1982.
Aske som jeg før nævnte hedder faktisk i virkeligheden også Aske, med det besynderlige efternavn “Bentzon” … min mor fortalte en gang at hun havde mødt ham i toget, og at han virkelig hed Aske … og jeg kan huske at det fuldstændig smadrede mit verdensbillede … for aske var jo inde i fjernsynet … inde i fantasien sammen med bamse og kylling … han kunne ikke pludselig være ude i virkeligheden … i toget sammen med min mor … det døjede jeg rigtig meget med kan jeg huske.
Omsen og Momsen … jeg kan huske at jeg syntes det var rigtig uhyggeligt .. jeg ved ikke hvorfor men jeg kan bare huske at det hele virkede “forkert” og jeg sad konstant og ventede på at der skete noget uhyggeligt.
Til jer der ikke er med, så var seriens hovedpersoner to “babyer” som var klædt i sparkedragter og bevægede sig rundt i en verden(værelset) i overstørelse så de størelsemæssigt var børn … og deres forældre så man sjældent og når man gjorde så man kun deres ben … det var super uhyggeligt for mig ihvertfald, og for at gøre det endnu værer så snakkede de som voksne mennesker, om samfunds-mæssige situationer og ting som børn bestemt ikke burde vide noget om.
Men jeg kunne nu godt lide det alligevel, og som alle andre generation 80′ere har jeg “Fyfy skamme” på hovedet selv den dag i dag hvis blot jeg hører en strofe eller to derfra 
)
Huset vi boede i blev solgt til min onkel og min tante … og vi flyttede til Taulov hvor min far havde fået et godt betalt arbejde … det ved jeg selvfølgelig ikke, jeg kan bare huske at det hus vi flyttede til var super lækkert i forhold til det hus vi flyttede fra, idag ved jeg måske godt at det ikke heeeelt er tilfældet, men det er ikke videre relevant for historien.
Cirka samtidig med at jeg startede i skole begyndte der at komme Nanna på fjernsynet, jeg kan huske at jeg identificerede mig med hende på mange måeder fordi at mange af de ting hun oplevede var meget tæt op af de ting jeg selv gik og døjede med.
Selv den dag idag er fraser som “Hvad er det?”, “Det ved jeg ikke, men den er blå” en fast del af sproget i min familie … efterhånden er det nok kun mig og min mor der fatter den … men de andre bruger den skam også. Jeg kan huske at jeg var vildt forelsket i Nanna … hun var jo super tilgængelig, ihvertfald oppe i mit hovede. Hun var “almindelig” og hun virkede virkelig som en man kunne risikere at møde i skolen en grå kedelig mandag morgen. Jeg drømte de vilde drømme om at møde hende og lære hende at kende.
Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke hvad “kærester” var for noget … eller dvs. jeg var nok den i min klasse der havde den bedste ide om hvad det gik ud på. Min mor var virkelig blomsterbørns-børn … og min opdragelse inkluderede i en meget tidlig alder en gennemgang af både den mandlige og den kvindelige anatomi, diverse forskelligeheder samt den dertilhørende mulige interaktion mellem disse forskelligheder.
Derudover var det nødvendigt for mig at vide lidt om hvad der foregik, jeg kan huske indtil flere gange jeg er kommet ind og har overrasket mine forældre på soverværelse … eller min onkel for den sags skyld. Jeg kan huske en plakat mine forældre havde på soveværelset, der var en masse små billeder af par der dyrkede sex i forskellige positioner … i silhuet selvfølgelig, men jeg kan tydeligt huske jeg lå og kiggede på den og spekulerede i meget lang tid over især nogle af de indviklede.
I Skolen var der en pige jeg var lun på … Jeg kan ikke huske hendes navn, eller hendes udseende, jeg kan huske at hun var lidt lavere end de andre og at hun havde stort krøllet hår … idag når jeg ser på klassebilleder kan jeg ikke genkende hende, så hun har muligvis ligeså meget været et produkt af min fantasi som en klassekammerat.
Men tiden gik hurtigt, og lige pludselig var “Nanna” out … og alle snakkede om “Krumme”:
Og her er det _meget_ vigtigt at understreget at det bestemt ikke var smart at høre/se krumme, men jeg blev lynhurtigt fan af krumme, først lidt og så senere meget efterhånden som jeg indså hvor meget hans og min familie mindede om hinanden. Han lagde sig til grund for mange af mine første drengedrømme … det gik primært ud på at jeg på mystisk vis var rejst tilbage i tiden, og havde taget hans plads i filmene og efterfølgende havde overtages hans karriere … for slet ikke at tale om hans kærlighedsliv … som pludselig i mit hoved var revet ud fra filmen og fantasiens verden og firegik nu altså i virkeligheden.
Selvom jeg tænkte meget på piger var jeg bestemt ikke særligt social i skolen, faktisk tværtimod. Jeg havde en god veninde jeg legede meget med i Taulov hvor vi boede … det har nu generelt altid været mit kendetegn at have én enkelt rigtig god pigeven! Her med tryk på ven, jeg ikke engang fantaserede om at ændre det forhold til andet end venskab, det har jeg så sidenhen fundet ud af at ihvertfald én af pigerne gjorde, men ikke turde.
Anyway, som mange af jer nok ved lider jeg af Aspergers Syndrom, jeg mærker det slet ikke mere. Jeg har mange andre kilder til problemer idag, så jeg har slet ikke brug for at være Asperger. Jeg brugte meget tid for mig selv, og havde meget få venner. Jeg begyndte at interesserer mig for gadgets, computere og musikanlæg. Jeg havde danset folkedans, og opgivet det igen, var nu istedet begyndt at spille violin. Violinen holdt i cirka to år, så det var også ret hurtigt overstået. Jeg øvede dog fortsat, men slet ikke nok til at blive god.
Jeg var kontaktsøgende, men forstod mig ikke rigtig på hvordan det skulle gøres. Tit virkede det supergodt at rive pigerne i håret, det betød som regel at de jagtede mig rundt på gangene eller i skolegården. Når de så fangede mig begyndte de at bide og slå … og det kunne jeg jo selvfølgelig ikke have på mig så jeg endte som regel med at give dem tæsk … og få skideballe … og det forstod jeg jo ikke, for jeg havde jo ikke gjort noget? De startede med at slå og bide … jeg ville jo bare lege.
Jeg havde brug for at vise at jeg kunne noget, at jeg var dygtig, også dygtigere end de andre. Jeg var allerede dengang blevet Lars Lilholt fan … som 8 årig fik jeg hul i høret fordi det havde han … og jeg begyndte at gå med det _grimmeste_ firser-garn … fordi det gjorde han, jeg bildte mig ind at jeg kunne alle hans sange udenad.
Det var jeg jo selvfølgelig nødt til at vise overfor de andre, så jeg gik rundt på gangene i skolen og sang … eller nej … jeg _råbte_ teksten til “Kald det kærlig” for mine lungers fulde blæs. Det gav den forventede opmærksomhed, nogen gange fik jeg tæsk fordi de andre ikke gad høre på mig, hvis det var en god dag fik jeg lov at give tæsk fordi ham som flippede ud var mindre end mig, men det skete sjældent.
Mine forældre blev skilt, og jeg flyttede med min mor og min bror til Midt-Jylland, hun købte min bedstefars hus og jeg blev sat i skole i “Mønsted skole” … det var meget spændende for området var jo det område som Lars Lilholt sang om i mange af sine sange … det kunne jeg se det spændende i. Mønsted skole lå 4km fra Daubjerg Kalkgrupper, som Jens Langkniv husserede i.
Det havde så den trælse bivirkning at skolen i store perioder var sammenstyrtningstruet, en af legepladserne var allerede blevet forvandlet til et tyve meter dybt hul og de frygtede at andre udendørsarealer eller endda hele skolen pludselig fulgte trop.
For jer der har prøvet at skifte folkeskole, og måske endda har prøvet at gå i skole i midtjylland i 90′erne … så ved i hvilket mareridt det kan være. Jeg blev kaldt “Københavneren” … jeg havde i mit liv endnu aldrig været på Sjælland … Fyn var det længst jeg havde været væk fra Jylland … Men jeg snakkede jo anderledes, så jeg var Københavner.
Derudover havde vi ikke mange penge, så mit tøj var hjemmesyet og jeg gik i træsko. Jeg kan huske en af mine drafter … den var grøn, af sådan et kunststof der gav mig kuldegysninger af at røre ved. Men jeg var ligeglad, helt ligeglad faktisk, jeg gik i det tøj der passede mig, og når jeg nu gik i træsko betød det bare at folk ku høre mig når jeg kom, og hvis folk truede mig, så fik de en omgang med træskoene.
Det var faktisk sådan jeg måde Jacob i sin tid, han havde i flere uger gået på gangene og med vilje gået ind i mig, fordi jeg var den person der åbenbart skulle drilles i den uge. Til sidst fik jeg nok af det, og vendte mig efter ham, tog en træsko af og knaldede til så det sang.
Kan ikke huske mere end det … udover at vi endte på kontoret begge to hvor vi sad og snakkede, det endte til sidst ud med at vi begyndte at lege sammen og i sidste ende fik vi også samme interesse for programmering og computere som jeg havde.
Udover Jacob legede jeg rigtig meget med en super dejlig pige ved navn May Britt, idag ved jeg godt hvorfor jeg kunne lide hende med det samme, men den korte historie er at hun opsøgte mig, og hun var utrolig meget en drengepige, og vi passede sammen fra første dag af. Vi legede hjemme hos mig, der var en helt gård at boltre os på, og vi byggede huler, klatrede i træer, bagte boller, lavede the og meget andet.
Problemet her var at hun blev drillet fordi hun var sammen med mig … vi var jo af hver sit køn, og så var man jo nødvendigvis kærester. Den konservative kritiske masse i Vestjylland havde slået sammen, og stille gled mig og May-Britt fra hinanden på trods af at vi egentlig var bedste venner.
Mht. musikken så havde jeg taget den stik modsatte attitude på den nye skole, i musik sagde jeg ikke et ord. Musik gik dog også mest ud på at vores musik lærer sad bag et skrivebord og gik en salmebog igennem fra ende til anden og insisterede på at vi skulle synge med.
Det nægtede jeg … og blev placeret ned bagerst ved et bord for mig selv … og der har jeg sidet siden.
Beklager alle de nyindspilninger … men de originale sange ligger desværre ikke på Youtube
Vi havde ikke mange penge … måske derfor jeg identificerede mig så hårdt med den her sang, den har altid stået som min ynglingssang … den siger mig så meget på en gang, som vækker alt det i mig der betyder noget. Jeg sang den solo, til min musik eksamen på HF (hvor min spasser af en lære valgte at dumpe mig med et 7-tal fordi hun er af den holdning at drenge ikke kan synge … det er jeg til den dag i dagt stadig bitter over, det er hendes skyld at jeg afsluttede med 9.1 istedet for 10.0).
Mine forældre klarer sig nogenlunde idag, de er stadig nogen rodehoveder, de har overgået krummerne på alle tænkelige måder. Deres skænderier er efterhånden ikke af truende karakter mere, nærmere tragikomisk, de er flyttet sammen igen, de fandt ud af at de ikke kunne undvære hinanden alligevel.
Det er jeg glad for, ellers havde jeg ikke fået mine to mindste søskende … eller det vil sige, nogen gange ønsker jeg dem hen hvor peberet gror … men det meste af tiden er de nu meget søde (måske fordi jeg det meste af tiden er så langt væk fra dem 
).
Den her sang minder mig om:
- Vi har et liv, få det bedste ud af det
- Pas på dem du holder af, og sørg for at dem du holder af ved du holder af dem
- Kæmp for dig selv, dit liv, din familie, for der er ikke andre til det
- Dine børn er glade for at være sammen med dig, også selvom den måske står på kiks og mælk istedet for kage og kakao
- Nyd det gode mens du har det
- Jeg savner mine bedstefædre
Dybt ironisk, jeg ved at Lars er brændende socialist, og det er jeg egentlig også selv, men jeg ender med at tolke hans sang som noget dybt liberalistisk. Nemlig du er din egen lykkes smed, jeg har i en tidlig alder måttet ta ansvar, og derfor kæmper jeg den dag idag så hårdt som jeg gør for at løfte mig selv om min (kommende) familie, for hvis ikke jeg gør det, så er der ikke nogen der gør det.
Går det mig til en højreorienteret liberalist? Someone says so …
Jeg starter med at svare på dit slutspørgsmål ….. og hvis ikke jeg valgte at gøre det omvendt, ville jeg jo ikke være mig :-p
Nej, det gør dig IKKE til højreorienteret liberalist – for realititerne i dagens Danmark er jo, at man er nødt til at hytte sit eget skind og tage sig af, dem man holder af, for man kan ikke regne med, at andre gør det! Det socialistiske aspekt kommer jo netop ind, når man har overskud som man vælger at dele i stedet for bare at puge til sig.
Det er et fedt indlæg, du har skrevet ….. Palle, Polle og Ruth – som stadig bliver sunget på en god dag bag rattet …. jeg ved godt, at det var cyklen dengang … men hvad fanden
Bamse og Kylling …. hehe den sang har vi nu også tit trøstet med, når noget har gjort ondt. Der har været mange spændende mennesker inden i Bamse – blandt andet Lars Bom fra Rejseholdet og Strisser på Samsø. Det sjoveste er dog, at Kylling er Kristian Lilholts gode ven og tekstforfatter Brian Patterson
Nana – en skøn serie, som vi også fuldt ud kan identificere os med …. du har dæleme også haft mange fridage i skolen …. bl.a. når du slukkede vækkeuret og først kaldte, når bussen var kørt.
Krummerne – elsker jeg stadig …. meeeeen nej vi har da ikke overgået dem – kun lidt :-p
Lilholt – vores guru … han er nu en klog mand! Jeg er rigtig træt af at høre, at det betød tærsk for dig dengang … det fortalte du ikke dengang, for så havde jeg godt nok ….. ja det ved du jo selv
Sjovt nok med Jacob – det vidste jeg så heller ikke, men man må da sige, at der blev et godt venskab ud af det!
May Britt var en sjov og sød pige, og man kan kun sige “forbandede småborgerlige bonderøve” og deres skod normer …. desværre er det stadig sådan – en voldsom omgang kønsforskrækkelse – det er tragisk.
Ja jeg kunne komme med mange flere kommentarer – du har været meget trælst igennem …. desværre – hvor havde det været rart, hvis man havde vidst det og havde kunne skåne dig …. men heldigvis har der også været en masse godt OG du er blevet stærk – det er da positivt – og no matter what, så har du en stor – skrupskør familie, der elsker dig …. og ja, vi er måske tossede, men vi har da masser af musik tilfælles.
Det er virkelig nostalgi på højt plan der er kog i her.. det er egentlig også meget godt, for man er jo nødt til at holde fast på nogle af de minder som jo også bidrager til hvordan vi definerer vores barndom..
De fleste af de serier du referer til kan jeg godt svagt huske.. men det er sådan set mest melodien. Fx kan jeg ikke gengive en episode med Nanna, hvorimod sangen står knivskarp i min hukommelse og vil blive ved med at gøre det
Og bare for at kommentere på dit slutspørgsmål.. højreorienteret liberalist? Tja, det kommer vel an på øjnene der ser, selvom jeg nu nok vil sige at så længe man har overskud til at hjælpe andre og så rent faktisk også gør det, så er man vel egentlig på bunden et rimelig socialistisk menneske ikke? Og det er da en smuk ting at være